»Red Østersøen!« – det må være et af de mest forslidte slogans hørt nogensinde. Siden 1970’erne har vi hørt det i alle mulige sammenhænge, og store summer er blevet indsamlet til utallige projekter og initiativer for at redde havet. Men alligevel er der sket forbløffende lidt. Østersøen er stadig et af verdens mest forurenede have, og havbunden på et område større end Danmark er helt død.
Det skriver Sveriges Fiskares Producentorganisation (SFO) om i en artikel på deres facebookside »Felaktig diagnos tar död på ett sjukt Östersjön«
For 40 år siden var Østersøen hjemsted for en af verdens største torskebestande. Torsk var en fast del af hverdagskosten, og torskens tilstedeværelse på middagsbordet var nærmest en selvfølge. Men i dag er situationen en helt anden. Torsken er næsten forsvundet fra vores borde, og vi ved godt hvorfor.
Problemet er, at Østersøen er omgivet af lande med tætbefolkede byer, store landbrugsområder og tung industri, som i årtier har hældt gødning, kemikalier og spildevand direkte ud i havet. Sverige er selv én af de helt store syndere, især når det gælder spildevand. De fleste rensningsanlæg i Sverige renser kun for affald fra helårsboliger, men om sommeren, hvor folk strømmer til kysten, bliver spildevandet ofte sendt ud i Østersøen uden rensning – netop på det tidspunkt, hvor havet er allermest sårbart.
Selvom der stadig er mange torsk i Østersøen, er de nu små og magre, samt fyldt med parasitter, sælorm, tungmetaller og andre miljøgifte. Men alligevel er der mange, der tror, at det alene er fiskernes skyld, og at bundtrawl er den store synder.
Medierne har i årevis malet et billede af »monstertrawlere,« der nærmest »sugede« al fisken op som gigantiske støvsugere. Sandheden er dog en helt anden, nemlig at disse trawlere, sammenlignet med andre landes, faktisk er ret små, og de fisker kun inden for de grænser, som videnskaben med ICES (Det Internationale Havundersøgelsesråd) og politikerne selv (EU Kommissionen) har fastsat.
Bundtrawling har desuden været forbudt i Østersøen i næsten fem år nu, og kvoterne er skåret helt ind til benet af ICES. Alligevel bliver situationen kun værre.
Det er derfor tydeligt, at fiskeriet ikke er hovedårsagen til Østersøens alvorlige problemer. Men på trods af dette fortsætter politikerne med at skyde skylden på fiskerne og undgår dermed at tage ansvar for den mangelfulde miljøpolitik, der har tilladt omfattende forurening og overgødning igennem årtier.
Det er ærlig talt utroligt, at vi ikke er kommet længere, trods alle de store ord og mange initiativer. Hvis vi virkelig vil redde Østersøen, er vi nødt til at fokusere på det egentlige problem: forurening og overgødning.
Sveriges politikere, myndigheder og kommuner må tage ansvar og tage de nødvendige, men upopulære initiativer for at få Østersøen tilbage på ret køl. Det er på høje tid, at Sverige går foran og viser resten af landene omkring Østersøen vejen, før det er for sent. Politikerne må tage ansvaret på sig og erkende deres rolle i denne miljøkrise – for det er deres alt for eftergivende og godtroende tilgang, der har ført os hertil hvor vi er i dag.