Onsdag formiddag kl. 10.13 har der været en arbejdsulykke på Thyborøn Havn ved Tobis-vej, hvor to reparatører besvimede i forbindelse med reparation af rør i et kølerum.
Det skriver Midt og Vestjyllands politi på Twitter
Redningsberedskabet var hurtigt tilstede efter anmeldelsen om et muligt tilfælde af svovlbrinte i kølerummet. Der arbejdede fire i rummet, med rør hvor der sad rester af rådden fisk, der formentlig har udviklet den giftige gas svovlbrinte.
Redningsberedskab, lægebil, indsatsleder og patruljer er lige nu til stede ved havnen i Thyborøn og hvor man nu efter indsatsen har travlt med at lufte ud i kølerummet, så der igen kan arbejdes dernede. Der kan i den forbindelse forekomme en ubehagelig lugt af rådden fisk i området, men det skulle nu være helt ufarligt at færdes i området.
Samtidig afhører politiet personer på kajen for at afdække sagen og forløbet op til hændelsen.