Stærkt lokalt initiativ har nu tilført det tidligere fiskerleje i Hjerting, stenhuggeren Thomas Kjær Andersens nye granitskulptur »Hjertingfisker«, der fastholder fortiden for fremtiden.
Der er kuller i kurven….
Fiskeren kommer op fra stranden med sin fangst fra Horns Rev. Billedligt talt et syn fra en svunden tid, da fiskeriet i mange generationer var et stort erhverv i Hjerting. Men også snart et nutidigt billede – forevigelse i form af en stor granitskulptur, udført af den lokale Sten- og Billedhugger, Thomas Kjær Andersen.
Esbjergs borgmester Johnny Søtrup kunne lørdag den 5. november, foran en større forsamling, afsløre værket på pladsen ved Hjerting Kanelaug (Æ Bådslæw), lige ud til den smukke Ho Bugt og det farvand, der igennem århundreder sikrede Hjerting solid status som fiskeri –og udskibningshavn længe før nogen overhovedet vovede at tænke på etableringen af Esbjerg by og havn.
»Dem der kom efter«
Hjerting-borgeren Ole Andersen, der selv er tidligere fiskeskipper og senere en af hovedmændene bag rederiet Esvagt, kender lokalhistorien, hvor farfaren var fisker.
Også på denne baggrund har han og tidligere fiskeri-kolleger, sammen med den lokale fiskeriforening, borgerforeningen, kanelauget og andre frivillige taget initiativet til skulpturen.
Den næsten to meter høje skulptur, bærer navnet ”HJERTINGFISKER” og på bagsiden ud mod vandet: »sat af dem der kom efter«. Desuden bærer fundamentstenen en bronzeplade med sponsorernes navne indgraveret.
Forhistorien
For fire år siden drøftede Ole Andersen idéen med Manfred Jensen, Thorvald Børsmose og Børge Nielsen fra Hjerting fiskeriforening, Karl Johan Sørensen og Michael Jørgensen fra Hjerting borgerforening, Kim B. Madsen fra Hjerting kanelaug samt Peter Petersen, Jørgen Rehfeldt og Andy Andersen. De fandt hurtigt sammen om den helt rigtige sten i blåtonet bornholmsk granit, med stenhuggeren. Noget der ellers er en rigtige vanskelig opgave pga. størrelsen, da blokke af den størrelse uden brud og røde striber, bliver mere og mere sjældne.
Efter tre år og 4.300 timer er Thomas Kjær Andersen blev færdig med sit fantastiske værk og skulptur af den vestjyske fisker fra Hjerting.
»Fortiden fastholdt for eftertiden«
Er nøgleordene for værket og den historiske substans bliver ikke mindre af, at Ole Andersen her også citerer sin tante, Mathilde Andersen. For mens farfaren (Hans Sme´) passede fiskeriet og beskæftigede 20 esepiger med at sætte orm på kroge, skrev hun lokalhistorie og bl.a.
Hjerting-sangen: »Det hav, hvis skønhed hver dag er ny, er rigdomskilden for Hjerting by.«
Hjerting Kanelaug, som med glæde har afgivet en bid jord til »Hjertingfisker« udtaler, at man er meget begejstret, og taknemmelige for at få sluttet den historiske ring, og sammenhængen med den lokale fladbundendede træjolle »Hjertingkanen«, er med »Hjertingfisker« fuldstændig og dokumenteret. Hjertingkanerne ligger i vintermånederne, med bunden i vejret, og giver fiskeren hyggeligt selskab. I sommerhalvåret ligger de for svaj på bugten nedenfor pladsen, og danner også her en smuk baggrund for den nye skulptur. Stedet har siden foreningens start for snart 5 år siden dannet ramme om en stor del af aktiviteterne, i og omkring bådhuset.