Skatteministeriets melding er klar: »Ny afgift på urenset spildevand skal sikre et renere vandmiljø.« Med beslutningen om at indføre en afgift på urenset spildevand fra overløb fra 2027 flytter man for alvor fokus derhen, hvor mange i årevis har peget: På de udledninger, der sker direkte til vandløb, søer og fjorde, når kloaksystemer og renseanlæg presses af kraftig regn.
Når store regnskyl rammer på kort tid, kan kapaciteten i kloaksystemet og på renseanlæg blive overskredet. Derfor findes de såkaldte overløb, hvor en blanding af regnvand og urenset spildevand udledes direkte til vandmiljøet. Det urensede spildevand kan indeholde høje koncentrationer af kvælstof og fosfor, som i større mængder belaster vandmiljøet og kan være med til at forværre problemer som algevækst og iltsvind. Samtidig peger udviklingen i nedbør og ekstremregn på, at risikoen for flere og større overløb øges.
Det nye – og for mange helt afgørende – er, at afgiften rammer et område, der hidtil har været et hul i reguleringen. I dag har der været afgift på udledning af renset spildevand, men ikke på udledning af urenset spildevand fra overløb. Fra 2027 skal spildevandsudledere derimod betale en afgift, der svarer til afgiften på renset spildevand og dermed afspejler udledningen af kvælstof, fosfor og organisk stof. Afgiften omfatter også planlagte overløb (fx ved renovering) og nødoverløb (fx ved uheld).
Netop derfor kan afgiften blive en gamechanger på spildevandsområdet: Den skaber et tydeligt økonomisk pres for at forebygge overløb og gøre dem til “sidste udvej”. Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen formulerer det som et signal til spildevandsselskaberne om, at de i langt højere grad skal forebygge overløb. Minister for grøn trepart Jeppe Bruus fremhæver samtidig, at afgiften kan give en økonomisk grund til at reducere overløbsmængderne, og at den også øger incitamentet til flere målinger – fordi mere præcise opgørelser kan betyde en lavere afgiftssats.
Fra fiskeriets side er håbet, at netop måle-delen kan ændre debatten. Overløb har i praksis ofte været forbundet med usikkerhed: Hvad bliver der udledt, hvor tit sker det – og hvor store mængder er der tale om? Når afgiften knyttes til indberetninger i PULS og samtidig giver en økonomisk gulerod til at måle mere præcist, kan det være med til at få tallene på bordet – også for overløb, der tidligere ikke har været registreret tilstrækkeligt eller systematisk. Og med bedre tal bliver det også lettere at dokumentere, hvilken betydning det reelt har, når urenset spildevand sendes direkte ud i vores vandløb og fjorde.
Afgiftsgrundlaget baseres på eksisterende opgørelser, og udlederne kan vælge mellem tre metoder:
- måling af både koncentrationer og vandmængder
- måling af vandmængder
- modelbaseret skematisk opgørelse. Det betyder, at afgiften ikke kun handler om »betaling«, men i praksis kan blive et værktøj, der driver mere viden, mere registrering og mere ansvar.
Samtidig rummer aftalen også andre elementer – blandt andet at indfasningen af CO2e-afgiften på landbrugskalk udskydes til 2030 – men på spildevandsområdet er signalet fra staten svært at misforstå: Overløb skal tælle med.
