FF Skagen Fond har valgt at sælge en del af sine aktier til Havsbrún og Hornsnes Invest, som allerede i dag er aktionærer i FF Skagen. Det betyder, at ejerskabet af FF Koncernen fremadrettet består af fire grupperinger af stærke aktionærer.
Ændringen af ejerstrukturen betyder, at ejerskabet af FF Koncernen fremad-rettet bliver delt i fire lige dele imellem henholdsvis:
- FF Skagen Fond
- Havsbrún
- Hornsnes Invest
- den sidste fjerdedel af de øvrige aktionærer.
Det betyder i praksis, at de aktive fiskere får en større andel af FF Koncernen
»Fiskerne har altid været rygraden i virksomheden og stået bag virksomheden både som andelshavere og som aktionærer, efter selskabet blev ændret til aktieselskab. Med denne ændring bliver fiskerne mere synlige ejere igen,« siger bestyrelsesformand i FF Skagen, Jens Borup
Styrker FF Skagen Koncernen
CEO i FF Skagen og Scandic Pelagic, Johannes Palsson, kalder det »meget glædeligt«, at de aktive fiskere bliver knyttet endnu tættere til virksomheden.
»Det vil uden tvivl styrke koncernen, da forsyningssikkerhed er af afgørende betydning for os. Jeg er overbevist om, at vi med denne ændring i ejerkredsen skaber et endnu stærkere FF Skagen, blandt andet til glæde for vores mange gode medarbejdere,« siger CEO i FF Skagen og Scandic Pelagic, Johannes Palsson.
Sikrer FF Koncernens fremtidige udvikling
FF Skagen Fond, som har solgt en del af fondens aktier til Havsbrún og Hornsnes Invest, har til formål at stå bag og styrke selskabet.
»I den forbindelse er vi glade for, at de aktive fiskere ønsker at knytte stærkere bånd til selskabet ved at købe yderligere aktier i koncernen og på den måde sikre selskabets fremtidige udvikling,« siger formanden for FF Skagen Fond, Jens Stadum
Netop den fremtidige udvikling er også omdrejningspunktet i forbindelse med det yderligere opkøb af aktier hos såvel Havsbrún som Hornsnes Invest.
»Vi har, siden vi kom med i ejerkredsen, deltaget aktivt i udviklingen af koncernen, og det vil vi også gøre i fremtiden,« siger direktør i Havsbrún, Odd Eliasen.
»Råvaregrundlaget er noget af det vigtigste for videreudvikling af FF Skagen koncernen, og med tættere tilknytning mellem fiskerne og virksomheden sikrer vi den fremtidige udvikling af koncernen«, siger Fridalvur Tindskard, direktør i, og ejer af, Rederiet Beinur, som er en del af Hornsnes Invest.
Ændringer i bestyrelsesstrukturen
FF Koncernens bestyrelse vil fremover være opbygget af et bestyrelsesmedlem fra hver af de fire grupperinger samt to medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.
Ændringen i ejerstrukturen kan på sigt give mulighed for, at aktionærer, der ikke længere er aktive fiskere, får mulighed for at afhænde aktierne og give den nye generation mulighed for at varetage FF Koncernens interesser frem i tiden.
Hornsnes Invest ejes af rederierne Asbjørn, Beinur, Isafold og Ruth, som alle hører hjemme i Hirtshals. Hornsnes Invest kom ind i ejerkredsen tilbage i 2018, da FF Skagen udvidede aktie-kapitalen i forbindelse med købene af Skagerak Pelagic og Nielsen Fiskeeksport. Det var netop i denne forbindelse, at de fire store rederier stiftede Hornsnes Invest for at repræsentere dem i forbindelse med kapitaludvidelsen.
Havsbrún er færøsk producent af fiskemel og fiskeolie samt foder til lakseproduktion. Virksomheden er ejet af Bakkafrost, som er en af verdens førende producenter af laks.
Virksomheden kom ind i ejerkredsen af FF Skagen, da FF Skagen overtog Hanstholm Fiskemelsfabrik tilbage i 2014.
Havsbrún deltog i FF Skagens kapitaludvidelse i 2018 og støtter på den måde også op om videreudvikling af koncernen med investeringen i sildeproduktionen i Scandic Pelagic.