En af verdens største specialmesser for udstyr til fiskeriet.
Direktør Ernst Trillingsgaard fra AKKC byder i næste uge velkommen til DanFish International for 23. gang, en fiskerimesse der nu fremstår som Europas andenstørste fiskerimesse.
Og det er med stolthed, at AKKC igen kan byde de mange internationale gæster velkommen til Aalborg, hvor over 300 udstillere glæder sig til at præsentere alt det nyeste til den moderne fiskerflåde – bl.a. fangstredskaber, motorer, pumper, elektronik, navigations- og kommunikationsudstyr samt knowhow og services. Dertil byder værfter på nybygninger, eftersyn, service m.v. – og flere udstillere præsenterer små både til bl.a. kystfiskeri.
Vi venter cirka 12.000 gæster fra tæt på 40 lande de tre messedage. Og messens internationale karakter understreges af, at de 300 udstillere kommer fra 20 forskellige nationer.
De mange udstillere kan ikke rummes i Aalborg Kongres & Kultur Center, så derfor er der i Kildeparken – nabo til AKKC – opført en mobilhal, der øger messearealet med flere tusinde kvadratmeter.
Foruden DanFish International, byder vi for anden gang velkommen til fremtidens internationale messe for akvakultur – land- og havbaseret opdræt af fisk, DanAqua, hvor hovedtemaet omfatter et dansk speciale: recirkulering af de vandressourcer, der anvendes i produktionen. En særdeles vigtig del, der bl.a. har til formål at producere bæredygtigt.
Begge messer byder i øvrigt på interessante faglige workshops, seminarer og foredrag, hvor den nyeste viden og de nyeste forskningsresultater præsenteres med henblik på at give deltagerne ny viden og inspiration.
DanFish og DanAqua arrangeres i samarbejde med Eksportforeningen, Danske Fiskeres Producent Organisation og Danmarks Fiskeriforening, og har Region Nordjylland og Aalborg Kommune som aktive medvirkende.
Trillingsgaard og Co. glæder sig til at byde de mange udenlandske gæster, nordjyder og danskere i øvrigt, der er engageret i fiskerierhvervet, velkommen til tre faglige dage i AKKC.