Brødrene Jesper og Bjarke Faurholt, Jobi Group AS, har afhændet bygningerne på Aalbæk havn til værftsejer fra Østerby Skibsværft på Læsø, Ove Rasmussen.
Ove Rasmussen oplyser til FiskerForum.com, at han den 31. december 2015 har købt ejendommen og ophaler-pladsen, på Aalbæk Havn, der hvor tidligere Kurt Sørensens Skibs- og Bådebyggeri havde til huse.
Meningen er at genskabe det tidligere træskibsværft med produktion og reparation, samt føre det op til nutidsstandard, så områdets mange erhvervsfiskere, men også lystsejlere og ikke mindst træbådsejere, kan lægge til værftet og få foretaget en overhaling, enten af motoren eller skroget, som nu behovet er til.
Værftejeren er, som han selv udtrykker det, en »gammel rotte i faget«, og har derfor mange års erfaring fra branchen, fra han som ung udlært elektrikker, startede sin bådebygger karriere i Hobro med en kammerat, til sidenhen at overtage Østerby Skibsværft på Læsø, hvor der idag er beskæftiget 3 skibstømre og snedkere, til alt forefaldent arbejde, som især norske og svenske skibsentusiaster kommer med.
Det maritime islæt og den gode havneatmosfære fornægter sig da heller ikke, når man hører Ove Rasmussen fortælle om miljøet og arbejdspladsen, hvor mange kundeforhold bliver til varige venskaber. Specielt når danske, norske eller svenske træskibs-entusiasterne, hvert år omkring påske lægger til i Østerby Havn og siden bliver liggende ved skibsværftet, for at få repareret eller lavet nyt på bådene, har knyttet mange varige venskaber mellem værftet og kunderne.
Samme gode relationer ønsker Ove Rasmussen at overføre til Aalbæk Værft, som når området er ryddet og igen fyldt op med de mange værktøjer og maskiner, som værftsejeren har stående fra blandt andet Aarhus Flydedok samt et komplet nedtaget tømrerværksted. Regner den driftige værftsejer med at ansætte en fuldtids skibstømrer til at varetage den daglige drift, godt bistået af Bente Sørensen og dennes søn, der sammen har indvilget i at bringe værftet tilbage i drift.
Arbejde kommer der ikke til at mangle foreløbigt, da Ove Rasmussen selv råder over en mindre armada på ca. 20 fartøjer, som tæller alt fra Orlogskuttere til Marine fartøjer og joller, der alle skal vedligeholdes og holdes iorden. Et arbejde som for en dels vedkommende, vil blive henlagt til Aalbæk Værft, indtil der rigtigt kommer gang i værftet med de rige traditioner og den rette håndværksmæssige ånd og holdning.
Ejerskifte på få år
Tilbage i december 2012 blev Kurt Sørensens skibs- og Bådebyggeri i Aalbæk afhændet til Jobi Group AS, ejet af brødrene Jesper og Bjarke Faurholt. De nye ejere købte sidenhen Strandby Værft den 1. april 2015, herefter samlede Jobi Group AS alle deres aktiviteter i Strandby henover efteråret og bygningerne i Aalbæk blev efterfølgende afhændet.
En ny ejer trådte til den 31. december 2015, ved Ove Rasmussen fra Østerby Værft på Læsø. Dette har nu afstedkommet nyt liv i de gamle værftsbygninger, der således igen ånder af den gode gamle skibsbygger-tradition.