Fiskere langs vores kyster i Danmark, der fisker med garn kender til problemet med krabber – masser af krabber. Men EUs nye regel om maksimalt af hjembringe 75 kg krabbeklør pr. fangstrejse, giver nu så store problemer, at foreningen for skånsomt Kystfiskeri FSK-PO, med formand og næstformand har skrevet til fiskeriministeren i et åbent brev om problemet.
Det er ifølge de to organisationsfolk og fiskere en regel, som i meget høj grad står i vejen for udviklingen af kystfiskeriet ved at sætte en helt uforklarlig og meget uhensigtsmæssig begrænsning på landingerne af krabbeklør.
De skriver i brevet – Kære Jacob Jensen
Vi skriver til dig i forbindelse med begrænsningerne på landinger af krabbeklør, som iøjeblikket giver de danske kystfiskere store udfordringer i Nordsøen.
Reglen har ophav i EU, og blev i sin tid indført af Storbritannien og handler om, at erhvervsfiskere der ikke
bruger tejner, kun må lande 75 kg krabbeklør pr. fangstrejse.
Oprindelsen og forklaringen til reglen er ikke umiddelbart kendt.
Fiskeriet af taskekrabber blandt kystfiskere med garn er, med den stigende forekomst af krabber, blevet af stor økonomisk betydning. Det er desværre ikke fysisk muligt at frigøre krabberne hele fra garnet, hvorfor krabberne aflives førend krabbeklør aftages og landes.
Det er derfor en regel, som i meget høj grad står i vejen for udviklingen af kystfiskeriet ved at sætte en helt uforklarlig og meget uhensigtsmæssig begrænsning på landingerne af krabbeklør.
Vi står i Danmark dog med den mulighed, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i øjeblikket har formandskabet for den regionelle Scheveningen fiskerigruppe. Ved enighed blandt medlemmerne i Scheveningen, er der med en delegeret retsakt mulighed for egenhændigt at ændre bilagene i EU’s tekniske regler for fiskeri og dermed denne regel.
Dette vil vi i FSK-PO derfor på det kraftigste opfordre til, at ministeriet prioriterer ved, at der arbejdes målrettet i Scheveningen på at få afskaffet reglen, alternativt ellers at få sat mængderne der kan landes, markant op.
FSK-PO