I denne skønne juletid sender vi venlige og velmenende julehilsner til hinanden, med ønsket om en glædelig jul og et lykkebringende nytår.
Helt så velmenende er den fynske fisker Hans Jacob Jensens julehilsen til Fødevareminister Dan Jørgensen ikke. Specielt ikke efter et TV2 indslag forleden, hvor et interview og en samtale med Fødevareministeren, efter den fynske fiskers mening sætter hele mediemanden Dan Jørgensens propaganda-stunt lidt i relief.
I en af TV2 Fyns bedste sendetider, kunne man henover skærmen se vores ”lystfiskerminister” i samtale med intervieweren om vigtigheden af dyrevelfærd, alt imens et klip viser Fødevareministeren i fuldt sving med at elektro-fiske i en lille å, hvor fiskene blev neutraliseret med mange tusinde volt igennem sig, vride og vende sig for til sidst at blive fanget i en kese.
Nationalretten galt i halsen
Det var ikke kun vores fynske fisker der fik ”Dan Jørgensens nationalret” galt i halsen den aften, over den mærkværdige og måske utilsigtede sammenblanding, af snak om dyrevelfærd og fisk i noget der lignede smerte.
I udsendelsen kommer politisk redaktør på TV2 Anders Langballe med en kommentar, som Simon Spies i sin tid blev kendt for, ”dårlig omtale er bedre end ingen omtale”, om vores Fødevareminister, hvilket ifølge Hans Jacob Jensen fint flugter med ministerens til tider uforklarlige og mærkelige forbud og rapporter, som i den senere tid nærmest har bredt sig hurtigere end julestemningen op til jul.
Dyrevelfærd og ”kannibaler” i fangeskab
Men noget der stikker lidt dybere for Hans Jacob Jensen, der med et indgående kendskab til specielt den socialdemokratiske folketingskandidat opstillet i Middelfart kredsen, undre sig over hvorledes Fødevareministeren har kunnet slippe afsted med noget der minder om ulovlige støtte til dambrugsdrift, ovenikøbet med havørreder, der med en tæthed på 5% (svarende til 5 liter fisk pr. 100 liter vand) nærmest opfører sig som kannibaler (dette ses ikke hos laks og regnbueørred i fangeskab). En tæthed der stresser havørrederne og giver sygdom, som fiskene så medicineres mod, hvorved de oparbejder multiresistente bakterier i bestanden. Selv samme havørreder sættes herefter ud i Natura 2000 områder, hvor de kun kan skade yderligere og smitte den vilde bestand. Noget der absolut ikke har meget med dyrevelfærd at gøre.
Den fynske fisker undre sig stadigt, for hvorfor elektro-fiske, når man ved dette kun er tilladt, hvis man skal ophjælpe en bestand. Noget der ikke er tilfældet for den fynske havørred-bestand, som har nået sit naturlige niveau ifølge DTU. Så Fødevareministerens tiltag kan kun betegnes som et turismeprojekt og ikke en hjælp til naturen.
Ingen støtte til det erhvervsmæssige kystfiskeri
Det nævnte havørred-projekt, er ifølge fisker Hans Jacob Jensen, støttet i strid med reglerne i den strukturfond pengene er hentet i. En fond der har til formål at tage hensyn til erhvervsmæssige kystfiskeri. Hvilket det absolut ikke bære præg af, da Dan Jørgensen i den senere tid har forbudt det erhvervsmæssige kystfiskeri mange steder rundt Fyn. Dokumentationen for ovennævnte anklager og beskyldninger, fortæller Hans Jacob Jensen til FiskerForum, finder han i fiskeriloven, EU s forordning bag fiskeristrukturfonden FIUF og EUs habitatsdirektiv.
Men trods TV2s indslag nærmest havde udseende af en valgvideo, så ødelægger det på ingen måde den fynske fiskers jul, der med sindsro imødeser det kommende valg, hvor den nuværende Fødevareminister Dan Jørgensen, højest sandsynligt vil være både fortid og ligeså hurtigt glemt.