Et enkelt fartøj får nu tilladelse til at fiske efter de velsmagende stillehavsøsters på forsøgsbasis. Fiskeriet åbner 1. september 2014.
Forventningen er, at åbningen af forsøgsfiskeri efter stillehavsøsters i dele af Vadehavet, vil være til gavn for både miljø og den lokale økonomi. Miljøet, fordi fiskeriet kan medvirke til at nedbringe bestanden af den invasive stillehavsøsters, og den lokale økonomi, fordi delikatessen fra Stillehavet kan bringe turisme og arbejdspladser til området.
”Vi stræber efter at gøre en positiv forskel for både havet, naturen og fiskerierhvervet gennem bæredygtig udnyttelse af de ressourcer, som er til rådighed,” fortæller vicedirektør i NaturErhvervstyrelsen Anders Munk Jensen.
Muslingefiskeri i Vadehavet har været lukket siden 2008 for at skåne det naturskønne og sårbare område. Netop på grund af områdets naturværdi bliver der taget særlige hensyn, og den tilladelse, som er givet, er på forsøgsbasis. DTU Aqua, Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen vil løbende evaluere, om fiskeriet kan fortsætte.
”Vi har at gøre med en invasiv ressource, som har stor kommerciel værdi, og som vi gerne vil udnytte. Det er dog vigtigt, at der bliver taget hensyn til naturen i arbejdet, og fiskeriet efter stillehavsøsters kan kun fortsætte, hvis Vadehavets natur kan bære det,” siger Anders Munk Jensen.
Det er en bred kreds af både grønne, lokale og erhvervsorganisationer, som støtter op om forsøgsfiskeriet. Forsøgsfiskeriet løber frem til slutningen af august 2015. I alt må der opfiskes 750 tons Stillehavsøsters.
Fiskeritilladelsen tager udgangspunkt i en dispensation fra Naturstyrelsen.
Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
FiskerForum.com