KOMMENTAR: Fra direktør Niels Wichmann Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (DFPO)
Niels Wichmann skriver: Fiskerforum.dk bragte den 18. juli en artikel under overskriften ”Skal to bogstaver udløse gyldent håndtryk”
Uden at gå i detaljer i forhold til artiklen i Fiskerforum, som bygger på oplysninger fra en eller flere unavngivne kilder, skal vi her kort redegøre for de faktiske forhold.
Danmarks Fiskeriforening og Danske Fiskeres Producent Organisation blev lagt sammen med juridisk, organisatorisk og økonomisk virkning fra 1. juli 2014.
Forud var gået et arbejde i mere end et år, hvor der blev afholdt møder rundt i landet samt ekstraordinære generalforsamlinger. Sammenlægningen blev bakket op fra alle sider.
Teknisk blev Danmarks Fiskeriforening nedlagt og Danske Fiskeres Producent Organisation fik nyt navn og nye vedtægter og er således den fortsættende organisation med navnet Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation eller forkortet DFPO.
I forbindelse med ophøret af Danmarks Fiskeriforening blev der, efter vedtagelse i bestyrelsen, udbetalt den fratrædelsesgodtgørelse, som Svend-Erik Andersen havde krav på i henhold til sin formandskontrakt. Fratrædelsesgodtgørelsen svarer til 12 måneders honorar.
Svend-Erik Andersen blev på generalforsamling den 10. maj uden modkandidat valgt som formand for den nye organisation. I den nye formandskontrakt er der ikke nogen bestemmelser om fratrædelsesgodtgørelse til formanden.
Som følge af organisationsændringerne fratrådte Kurt S. Madsen som formand i Danske Fiskeres Producent Organisation. Også Kurt S. Madsen havde ret til fratrædelsesgodtgørelse svarende til 12 måneders honorar og også dette er udbetalt, efter beslutning i bestyrelsen.
Kurt S. Madsen er på konstituerende møde valgt som næstformand for DFPO. Næstformandsposten er honoreret, men der er ingen klausuler om fratrædelsesgodtgørelse.
For så vidt angår direktør Niels Wichmann er forholdet det, at Niels Wichmann efter mere end 20 års ansættelse havde opbygget en meget lang opsigelsesfrist. Denne opsigelsesfrist ønskede bestyrelsen nedbragt til ”almindelige funktionærlovslignende forhold”. Derfor blev Niels Wichmanns opsigelsesfrist købt ned og der blev indgået kontrakt, hvori det også specificeres, hvornår direktøren skal fratræde sin stilling. Beløbet, der er betalt for denne ændring svarer til en årsløn for Niels Wichmann.
Hvad angår størrelsen af de udbetalte beløb anser vi det for et fortroligt forhold mellem bestyrelsen og de involverede personer.
Såfremt medlemmer af Danmarks Fiskeriforening ønsker at læse ansættelseskontrakter igennem er de velkomne til dette på vort kontor i Taulov.
Når artiklen i Fiskerforum bruger udtrykket ”at berige sig fra en i forvejen slunken kasse. En kasse der næsten var gabende tom inden sammenlægningen……”.osv, så er det ganske enkelt forkerte oplysninger.
Danmarks Fiskeriforening havde, efter en økonomisk krise i 2004/2005, konsolideret økonomien og havde ved afslutningen af seneste regnskabsår en egenkapital på adskillige mio. kr.
Hvorvidt der skulle have været oprettet en fond til fordel for det kystnære fiskeri er op til medlemmerne at bedømme, noget sådant har ikke været fremført i den mere end 1 år lange sammenlægningsproces.
DFPO håber at kunne fortsætte arbejdet for et godt dansk fiskeri, også det kystnære. Dette kommer bl.a. til udtryk gennem den EU-godkendelse, som den nye organisation (vedtægterne) fik den 27. januar 2014 og godkendelsen af de produktions- og markedsføringsplaner, som er indsendt og godkendt i Fødevareministeriet. Godkendelsen af organisationen og af planerne betyder, at den nye organisation kan få større andel af offentlige midler til udvikling i fiskeriet end andre ansøgere.
Såfremt der er spørgsmål kan henvendelse rettes til:
Svend-Erik Andersen tlf: 21 17 70 80
Niels Wichmann tlf: 20 32 50 40
FiskerForum.com