Pressemeddelelse
Inua Fisheries Greenland ApS har engageret juridisk bistand i forbindelse med en indsigelse mod Naalakkersuisuts kvotetildeling, og mener, at udbud 1 for hellefisk, torsk og helleflynder i Grønland bør gå om.
Inua Fisheries gør gældende, at kvoterne selvfølgelig kan tildeles andre. Men kravet er, at tildelingen sker efter de spilleregler, der blev offentliggjort, inden ansøgningerne blev indsendt.
Dette mener Inua Fisheries Greenland ikke er tilfældet:
- Den »samlede vurdering« i tildelingen af kvoterne meddelt i afslaget synes ikke at kunne genfindes i de vurderingskriterier, som udbudsmaterialet angav, herunder antal og spredning af ejere.
- Der er ikke gennemsigtighed i, hvordan den offentliggjorte pointbaserede evaluering førte til den endelige beslutning på trods af en klar erklæring i annulleringen af 2025- udbuddet om nødvendigheden af et nyt udbud i 2026 for at skabe »gennemsigtighed, ligebehandling og et solidt beslutningsgrundlag«.
- I afgørelsen er der lagt »særlig vægt« på, at det valgte selskabs udviklingsplan vil styrke fiskeriet og erhvervsudviklingen i en region, hvor der vurderes at være et stort behov.
- Derfor ligner det, at udmeldingen om en fabrik i Narsaq og det efterfølgende åbne brev til Naalakkersuisut fra borgmesteren i Kommune Kujalleq har haft en betydning for den beslutning Naalakkersuisut har taget.
Når tildelingen sker udenfor udbudsmaterialet, så stiller det også spørgsmålet om, hvilken konsekvens det vil have for kvotetildelingen, hvis det senere viser sig, at der ikke kommer en fabrik i Narsaq med tilknytning til disse kvoter.
Derfor har Inua Fisheries Greenland ApS engageret et advokatfirma, som har sendt en indsigelse til Naalakkersuisut mod tildelingen af kvoterne i udbud 1 fra juni 2026.
Der er tale om betydelige værdier knyttet til udnyttelsen af Grønlands fælles fiskeressourcer, herunder en kvoteandel med en varighed på 10 år. Derfor er det afgørende, at virksomheder og offentligheden kan have tillid til, at sådanne værdier tildeles efter gennemskuelige og på forhånd kendte kriterier, lyder det fra bestyrelsesformand Jens Peter Larsen fra Inua Fisheries Greenland ApS.
Nuuk den 8. september 2026
Inua Fisheries Greenland ApS
Jens Peter Larsen
Bestyrelsesformand




















