Af redaktionen FiskerForum.dk
Islændingene stemte ikke om medlemskab af EU. De stemte alene om, hvorvidt Island skulle genoptage de afbrudte optagelsesforhandlinger og finde ud af, hvilke vilkår landet kunne opnå – hvorefter en eventuel aftale skulle sendes til endnu en folkeafstemning. Alligevel sagde 52,8 procent nej. Fiskeriet, kontrollen over kvoterne og frygten for EU’s fælles fiskeripolitik blev helt centrale temaer – og resultatet bliver fulgt med betydelig interesse i hele det nordatlantiske fiskeri.
Det kan umiddelbart forekomme en smule besynderligt. For da islændingene gik til stemmeurnerne lørdag den 29. august 2026, skulle de ikke beslutte, om Island skulle være medlem af EU. De skulle heller ikke godkende en færdigforhandlet medlemskabsaftale. Spørgsmålet var langt mere begrænset: Skulle Island genoptage optagelsesforhandlingerne med EU?
Et ja ville alene have betydet, at Island gik tilbage til forhandlingsbordet for at finde ud af, hvilke betingelser landet kunne opnå. Hvis forhandlingerne senere var endt med en egentlig medlemskabsaftale, havde regeringen på forhånd meddelt, at aftalen skulle forelægges islændingene ved en ny folkeafstemning. Det fremgik direkte af den officielle islandske information til vælgerne.
Alligevel sagde et flertal stop allerede inden forhandlingerne.
Resultatet blev 52,8 procent nej mod 47,2 procent ja, og valgdeltagelsen nåede hele 82,6 procent. Dermed blev døren til nye medlemskabsforhandlinger lukket, før islændingene overhovedet fik mulighed for at se, hvordan en konkret aftale med Bruxelles kunne tage sig ud.
Fiskeriet blev afgørende
Set fra fiskeriets side er det mest interessante ved afstemningen ikke nødvendigvis EU-politikken i sig selv – Nej, det er fiskeriet. For endnu en gang viste det sig, hvor ekstremt følsomt spørgsmålet om kontrollen over fiskeressourcerne er i Island.
Reuters vurderede efter afstemningen, at frygten for at sætte kontrollen over de islandske fiskefarvande på spil var en væsentlig årsag til nej’et. Samtidig var der en tydelig geografisk forskel: Modstanden stod stærkere uden for Reykjavík og i områder, hvor fiskeriet har stor økonomisk betydning.
Euronews går endnu længere og sammenfatter en af sine analyser efter valget under overskriften »Fish trumps it all« – altså at fiskeriet overskyggede de øvrige spørgsmål. Mediet peger på, at fiskeri og fiskeprodukter tegner sig for næsten 40 procent af Islands eksport, og at kontrollen med landets enorme økonomiske zone derfor har en helt anden politisk betydning end fiskeriet har i de fleste EU-lande.
Læs Euronews’ analyse af afstemningen (engelsk)
Hvad ville EU egentlig kræve?
Det paradoksale er, at islændingene nu ikke får svaret. For ét af argumenterne for at genoptage forhandlingerne var netop, at Island først dér kunne finde ud af, hvilken fiskeriaftale EU faktisk ville acceptere.
Fiskeriet er et af de vanskeligste punkter, fordi et EU-medlemskab som udgangspunkt vil bringe Island ind under EU’s fælles fiskeripolitik, CFP. Her fastlægges blandt andet rammerne for medlemslandenes adgang til fiskeressourcer og fordelingen af kvoter.
Island har derimod som selvstændig kyststat en meget stærk interesse i selv at kontrollere fiskeriet i sin økonomiske zone og kunne forhandle direkte med andre kyststater om fælles bestande. Det gælder ikke mindst de store nordatlantiske bestande af blandt andet makrel, sild og blåhvilling.
Islands brancheorganisation Fisheries Iceland havde før afstemningen netop advaret om, at et medlemskab kunne koste Island muligheden for at agere som selvstændig kyststat, skriver Euronews.
Læs Euronews om fiskeriet før afstemningen
EU lovede ikke bare at tromle Island
Det er samtidig værd at bemærke, at Bruxelles inden afstemningen signalerede, at man var klar over, hvor eksplosivt fiskerispørgsmålet var.
EU’s udvidelseskommissær Marta Kos sagde ifølge Euronews, at Islands særlige forhold inden for fiskeri og landbrug var velkendte, og at de ville skulle behandles nøje i eventuelle forhandlinger. Hun udtrykte samtidig tro på, at EU-landene og Island kunne finde kreative løsninger. Men hvad disse kreative løsninger konkret kunne være, får islændingene altså ikke at vide nu.
Forhandlingerne nåede heller aldrig frem til det afgørende fiskerikapitel, da Island senest forhandlede med EU. Det gør sagen endnu mere interessant.
En faktagennemgang fra Euronews efter afstemningen peger netop på, at usikkerheden omkring fiskeriet kan have gjort vælgerne tilbageholdende. Samtidig understreges det, at der ikke findes noget sikkert svar på, hvor stor en del af kontrollen med fiskeressourcerne Island i praksis skulle afgive ved et medlemskab – fordi det netop skulle have været genstand for forhandling.
Læs Euronews’ faktatjek om fiskeri og EU-afstemningen (engelsk)
Kystsamfundene trak i bremsen
Afstemningsresultatet viser samtidig en interessant skillelinje mellem hovedstaden og resten af landet. De første resultater fra Reykjavík gav ja-siden en klar føring. Men efterhånden som stemmerne fra landdistrikterne og de fiskeriafhængige områder kom ind, ændrede billedet sig. Ifølge Euronews var der flere steder i kystområderne nej-flertal på over 60 procent. Det fortæller noget om, hvor dybt spørgsmålet om fiskeressourcerne stikker i den islandske befolkning.
For Island er fisken ikke blot endnu en sektor i samfundsøkonomien. Den er eksport, arbejdspladser, valutaindtægter, bosætning og en betydelig del af landets historie og selvforståelse.
VG beskriver tilsvarende, hvordan valgkampen i høj grad kom til at handle om fiskeri, landbrug og suverænitet, mens nej-siden advarede mod konsekvenserne af EU’s fælles fiskeripolitik.
Læs VG’s dækning af den islandske afstemning (norsk)
Interessant set med dansk fiskeris øjne
For dansk fiskeri havde et islandsk ja derfor været begyndelsen på en særdeles interessant proces. Island er en af Europas helt store fiskerinationer og samtidig en central aktør i forhandlingerne om de vandrende pelagiske bestande i Nordatlanten. Et islandsk EU-medlemskab ville derfor potentielt have ændret magtbalancen i de internationale fiskeriforhandlinger. Hvor Danmark i dag forhandler som en del af EU, står Island udenfor som selvstændig kyststat.
Var Island blevet medlem, ville nogle af Europas vigtigste fiskeriinteresser pludselig befinde sig på samme side af EU’s forhandlingsbord. Det kunne have fået betydning for både danske, færøske, norske, britiske og islandske fiskere – ikke mindst når kvoter på fælles pelagiske bestande skal fordeles. Men den diskussion er nu foreløbigt sat på pause.
Islændingene valgte det kendte
Resultatet kan derfor også læses som noget andet end et traditionelt nej til EU. Islændingene har i praksis valgt at holde fast i den konstruktion, de allerede kender. Island er gennem EØS–aftalen tæt integreret i EU’s indre marked, men fiskeri og landbrug er ikke omfattet på samme måde. Netop denne mellemposition fremhæves som en væsentlig forklaring på resultatet.
Statsminister Kristrún Frostadóttir sagde efter afstemningen, at en af de store læringer for regeringen var, at befolkningen tilsyneladende er tilfreds med EØS-aftalen. Regeringen vil derfor koncentrere sig om at styrke det eksisterende samarbejde med EU.
Der er således en vis ironi i resultatet: Islændingene sagde nej, før de kendte det tilbud, de senere kunne have sagt nej til.
Men når spørgsmålet gælder kontrollen over fiskeriet og retten til selv at bestemme over ressourcerne i egne farvande, ønskede et flertal tilsyneladende ikke engang at tage chancen.
For en fiskerination som Island vejer kontrollen over havets ressourcer fortsat tungere end løftet om at undersøge, hvad Bruxelles måske kunne tilbyde.
