SVM-Regeringen har besluttet at ophæve det mangeårige fiskeriforbud ved Harboøre Tange, hvor kemikaliefabrikken Cheminova i årtier drev produktion og udledte forurenende stoffer i havet. Beslutningen vækker både begejstring og bekymring blandt fiskere og miljøforkæmpere.
Det skriver Altinget.dk
Forbuddet, der blev indført tilbage i 1983, har haft til formål at beskytte folkesundheden mod farlige stoffer som kviksølv, klorphenoler og pesticid-rester. Med ophævelsen mener fødevareminister Jacob Jensen (V), at det ikke længere er nødvendigt at opretholde dobbeltregulering, da eksisterende EU-regler stadig sikrer, at fisk med skadelige stoffer ikke må sælges.
I alt 8 bekendtgørelser og omkring 60 administrative forskrifter er med på den liste, som fødevareministeren nu vil ophæve.
Fødevareminister vil ophæve følgende bekendtgørelser:
-
- Bekendtgørelse nr. 653 af 3. juli 1996 om pilotprojekt om satellitovervågning af fiskerfartøjer i det NAFO-regulerede område.
- Bekendtgørelse nr. 312 af 29. april 2003 om forbud mod fiskeri i et område ved Nexø havn
- Bekendtgørelse nr. 24 af 7. januar 2016 om kunstig sædoverføring på pelsdyr.
- Bekendtgørelse nr. 245 af 6. april 2001 om forbud mod fiskeri m.v. ved Harboøre Tange.
- Bekendtgørelse nr. 759 af 4. november 1986 om forbud mod afsætning m.m. af fisk fanget i Grindsted og Varde åer m.v.
- Bekendtgørelse nr. 924 af 20. juni 2022 om fiskeri i Københavns Havn.
- Bekendtgørelse nr. 122 af 15. februar 2008 om påbud om rådgivning på fødevareområdet.
- Bekendtgørelse nr. 1425 af 3. december 2015 om godkendelse af rådgivere på fødevareområdet.
Kilde: Fødevareministeriet
Men blandt fiskerne er reaktionerne delte
Nogen ser en mulighed for igen at kunne udnytte områdets fiskeressourcer, hvilket kan skabe nye indtægtskilder. »Hvis fiskene er sunde, så er det her en god nyhed for os. Vi har i årtier været afskåret fra et fiskeområde, der ellers kunne have givet os et godt supplement til vores fangster,« siger en lokal fisker fra Thyborøn.
Andre er knapt så optimistiske og noget skeptiske. »Vi ved stadig ikke, hvor meget af giften der ligger tilbage i havbunden, og hvilke konsekvenser det kan have for fiskenes sundhed på lang sigt. Bare fordi man ophæver forbuddet, betyder det jo ikke, at forureningen er væk,« siger en erfaren erhvervsfisker, der frygter, at forbrugerne vil miste tilliden til dansk fiskeri, hvis der opstår problemer.
I en artikel på TVMidtVest fra februar måned i år, skrev tv stationen om et borgermøde, hvor de seneste forskningsresultater blev lagt frem omkring en overdødelighed samt usædvanligt mange kræfttilfælde, på Harboøre tange.
Miljøforkæmpere deler bekymringen
Bjarne Hansen, en tidligere fisker og aktivist, kalder det en forhastet beslutning: »Det er stadig forurenet, for fanden! Hvis man virkelig vil være sikker på, at fisken er ren, burde der laves langt grundigere undersøgelser, inden man ophæver et forbud, der har været gældende i 40 år.«
Fødevareministeren forsikrer dog, at der vil være fortsat overvågning, og at eventuelle restriktioner vil blive kommunikeret klart. Han understreger, at fisk, der overstiger grænseværdierne for forurening, stadig ikke må sælges, og at det nu er op til fiskerne selv at vurdere risikoen ved at fiske i området.
Om ophævelsen vil få en reel effekt for fiskeriet i området, afhænger af, om fiskerne og forbrugerne har tillid til, at havet ved Harboøre Tange rent faktisk er rent nok. Indtil videre råder flere eksperter til forsigtighed.




















