Fish Supply Director i FF Skagen melder om en elendig tobissæson, mens direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation DPPO melder om håb for en seriøs og konstruktiv dialog med UK.
Langt den største del af årets tobiskvote lå i britisk zone og var dermed lukket land for de mange fiskere, der typisk fisker størstedelen af deres kvote netop der. Denne del ligger pt. i politiske hænder, og direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO), Esben Sverdrup-Jensen, bringer her seneste nyt i sagen:
»Vi kan fortsat ikke sige noget om fremtiden, men vi forventer, at den nye britiske regering vil indgå i en mere seriøs og videnskabelig forankret drøftelse med kollegaer i EU om fortsat bæredygtig og økosystembaseret forvaltning af tobisbestanden i Nordsøen. Vi presser på dansk og europæisk plan hårdt på for at få det til at ske,« siger direktør i DPPO, Esben Sverdrup-Jensen.
Dårlige fangstrater
Hvad angår det tobis fiskeri, der var tilbage i de øvrige områder, var det ikke noget at råbe hurra for i år.
»I de områder, hvor der rent faktisk måtte fiskes efter tobis, blev kvoterne langt fra fisket op. Der var ikke meget at komme efter før sommerferien. Da vi omvendt vendte tilbage efter ferien mandag i uge 31, tre dage før fiskeriet normalt skal stoppe 1. august, var der meldt hele 4.000 tons tobis til landing, og fiskerne meldte om, at der nu var masser af tobis derude. Vi bad om en forlængelse af fiskeriet, men fik desværre ikke lov. Det var frustrerende, at der lige pludselig var fisk, men at der efter tre dage måtte lukkes ned for fiskeriet, selvom kvoterne langt fra var fisket op,« siger Fish Supply Director, John B. Christensen.
Afgørende for fiskeriet, at der rettes op på tobis- og Brexit-situationen
Trods en dårlig fangstrate er Fish Supply Director i FF Skagen, John B. Christensen, ikke i tvivl om, at tobis-sæsonen ville have været væsentligt bedre, hvis der havde været adgang til britisk farvand. »Dermed havde fiskeriet også været delt ud på et større område for alle fartøjer, så det glæder mig, at der arbejdes på sagen,« siger John B. Christensen.
Direktør i DPPO, Esben SverdrupJensen understreger
»Det er helt fundamentalt, at tobis fiskeriet og adgangen til UK-farvand håndteres i overensstemmelse med principperne i Brexit-aftalen fra 2020 og med en ansvarlig økosystembaseret tilgang. Begge dele har UK fraveget med lukningen af egne farvande. Det er afgørende for fiskere og for forarbejdningen, at vi får rettet op på de misforhold og at vi får accelereret dialogen med Storbritannien,« siger Esben Sverdrup-Jensen.