De færøske garnfiskere har travlt med fiskeriet efter både havtaske og hellefisk. I den forgangne uge er der landet pæne fangster til både Toftir, Tórshavn og Klaksvík.
I Toftir landede det færøske garnskib Oknin i sidste uge en last på 19 tons fisk, hvoraf det meste var hellefisk. De har haft et godt fiskeri på denne tur, og de er allerede taget tilbage til fiskeriet efter landingen. I Tórshavn landede garnskibet Túgvusteinur en fangst på 8,5 tons havtaske. De har haft et fornuftigt og godt fiskeri på turen, og så snart de havde landet tog de da også straks tilbage til fiskeriet ud for Færøerne igen.
Meldingen var næsten den samme i Klaksvík, hvor garnbåden Gudrun landede 4 tons fisk, hvoraf det overvejende var hellefisk, der blev hevet ombord. De har haft et fornuftigt fiskeri og de meldes allerede tilbage på fiskefeltet efter landingen forleden.