Miljøminister Magnus Heunicke (S) vil udfase PFAS i brandslukningsskum på øvelsespladser i Danmark. Det nationale forbud vil gå forud for et kommende EU-forbud mod PFAS i brandslukningsskum.
»Vi skal sætte ind mod PFAS, hvor det er muligt. Et af de steder, hvor Danmark kan rykke hurtigt, er mod PFAS i brandslukningsskum, der bruges på øvelsespladser,« fortæller Magnus Heunicke. Det sker for at imødegå nye tilfælde som i Korsør, hvor folk spiste kød med for høje mængder PFAS, der stammede fra en brandskole i nærheden.
»Problemet med PFAS har vist sig at være virkelig komplekst. Det omfatter utroligt mange forskellige stoffer, der indgår i mange produkter og dukker op alle vegne. Derfor skal vi hurtigt sætte ind, hvor det er muligt og giver bedst mening. Derfor går Danmark nu foran med et forbud mod brug af PFAS-holdigt brandslukningsskum på øvelsespladser,« siger Magnus Heunicke.
Samtidig opfordrer Magnus Heunicke til, at øvelsespladserne frivilligt udfaser brugen af PFAS-holdigt brandslukningsskum allerede inden, bekendtgørelsen træder i kraft. Ministeren har derfor sendt et brev til kommuner, brandøvelsespladser og forhandlere af brandskum med opfordringen.
Indføres hurtigere end EU
Det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, er ved at behandle et forslag om at forbyde PFAS i brandslukningsskum i EU.
EU-forbuddet vil også omfatte brandøvelsespladser.
»Ved at forbyde PFAS i brandslukningsskum på øvelsespladser fjerner vi en direkte kilde til udledning af PFAS til miljøet. Arbejdet er dog langt fra gjort med dét. Herhjemme arbejder vi videre på en national PFAS-handlingsplan, som skal give os et overblik, så vi ved, hvor og hvordan vi bedst sætter ind herhjemme. Og i EU arbejdes der også på et forbud mod alle PFAS. Men det er en omfattende og kompleks opgave, som vil tage tid,« siger Magnus Heunicke.
For nylig indsendte Danmark, Tyskland, Nederlandene, Norge og Sverige et udkast til et generelt EU-forbud mod PFAS-stoffer til EU’s Kemikalieagentur. Forbuddet skal forebygge forureningen fra PFAS-stoffer i vores samfund, miljø og natur.
Senere i år vil regeringen præsentere en national PFAS-handlingsplan for at afværge, inddæmme og oprense PFAS-forureninger.
- Det danske forbud mod PFAS i brandslukningsskum lægger op til, at salg og import efter en overgangsperiode forbydes fra 1. januar 2024, og anvendelsen forbydes fra 1. juli 2024. EU-forbuddet vil sandsynligvis først træde i kraft i 2024 med virkning 18 måneder efter.
- PFAS omfatter en stor gruppe syntetisk fremstillede fluorstoffer, som har været brugt siden 1950’erne. Stofferne er stabile, svært nedbrydelige og er vand- og fedtskyende.
- Der findes op imod 12.000 forskellige slags PFAS-stoffer. Ét af stofferne er det forbudte PFOS, der i 2021 blev fundet ved et kogræsserlaug i Korsør og stammede fra en brandskole i nærheden. PFOS i brandslukningsskum har været forbudt i EU siden 2011.
- PFAS anvendes i f.eks. brandslukningsskum, imprægneringsmidler, elektronik, tekstiler, og maling.
- I 2020 blev tilsætning af PFAS til fødevarekontaktmaterialer af papir og pap (fx pizzaæsker) forbudt i Danmark, hvis de kan frigives til fødevarerne.