Tidligere EU-kommissær, klima – og energiminister og nuværende formand for Concito og Aarhus Universitet, Connie Hedegaard, besøger både virksomheden Plastix, der genbruger gamle fiskenet, og Klimatorium, Danmarks internationale klimacenter, for at høre om ptx-planerne i Lemvig Kommune.
Connie Hedegaard har tirsdag fået præsenteret en stribe klimaløsninger i Lemvig Kommune. Det startende hos virksomheden, Plastix, der har skabt et gennembrud i genanvendelse af fiskenet. Derpå var der besøg på Klimatorium, Danmarks internationale klimacenter, hvor forskellige klimaprojekter blev præsenteret – herunder nye store planer på ptx-området.
»Jeg er imponeret over de mange klimaløsninger, innovationen, potentialet og i det hele taget den vestjyske tilgang til udfordringer, som hele verden kæmper med at løse,« udtaler Connie Hedegaard.
Hun har høstet viden og set løsninger, der i opskaleret omfang, vitterligt kan løse mange af de klimaudfordringer verden står overfor.
Et eksempel er virksomheden Plastix, der med innovativ teknologi omdanner brugte fiskenet til ny grøn genbrugsplast. Ny grøn genbrugsplast, der bliver brugt i produkter i danske butikker i dag.
Du kan også se eller gense youtube videoen fra Plastix herunder:
»Vi er glade for besøget af en klima-kapacitet som Connie Hedegaard og vi har formidlet og vist hende, at løsningerne er fundet. Vi ønsker at bidrage til den grønne omstilling med vores indsats,« siger CEO Hans Axel Kristensen fra Plastix.
Hos Plastix er EU-lovgivning afgørende, så der skabes ens regler mellem landene. Et felt som den tidligere kommissær er dybt inde i.
Samarbejde på tværs giver muligheder
Også borgmester Erik Flyvholm fra Lemvig Kommune glæder sig over besøget.
»I vores område er kort vej fra tanke til handling. Og et tæt samarbejde mellem aktørerne kendetegner arbejdet,« siger han.
Klimatorium – Danmarks internationale Klimacenter – er et eksempel på, hvordan samarbejdet på tværs er afgørende for klima-succes. »Universiteter, virksomheder, myndigheder og civilsamfundet skal spille hinanden stærke. Det gør vi i Klimatorium, hvor blandt andet nye spildevandrør skal laves af genbrugsplastrør,« siger direktør Lars Holmegaard for Klimatorium.
Også andre projekter blev gennemgået. Satellit reflektorer og data kan forudsige sænkninger i landskabet. Skulle et vandrør sprænge, så kan man hurtigt og præcist finde stedet. Projektet har skabt lokale jobs og dansk eksport – udover at løse en klimaudfordringer.
Et stort potentiale findes også indenfor vedvarende energi, hvor det vestjyske område med Vesterhav Nord, Thor og energiøen giver en god indgang til at lave grønne brændstoffer. Når oliebranchen skal på pension, står det vestjyske område altså klar med de nye grønne løsninger.
»Jeg vil følge hele området her – og projekterne. Der ligger et stort potentiale, som andre kan lade sig inspirere af og samarbejde med,« udtaler Connie Hedegaard efter dagens besøg.