Alt mens mængden af sæler og skarv øges overalt i de danske farvande, møder man nu oftere de håndgribelige og altødelæggende beviser for den store udbredelse disse glubske rovdyr.
Det er ikke kun erhvervsfiskerne der slås med problemerne med de fredede fugle og pattedyr. Nu er fritidsfiskerne, der følger Smaabaadsfiskeri.dk, blevet opfordret af Erik Kusk Larsen fra Hou, til at tilmelde sig DTU’s fangstjournal, hvor man også kan indrapportere skader på sine fangster, forårsaget af de glubske og umættelige rovdyr og fugle.
På Hjemmesiden www.smaabaadsfiskeri.dk, opfordres alle fritidsfiskere og lystfiskere til at indrapporterer skader fra sæl og skarv.
For som Erik Kusk Larsen skriver på siden, så kommer det næppe bag på nogen fisker, at der nu overalt i Danmark er store problemer med disse dyr og fugle der hører under EU’s Habitatdirektiv og fuglebeskyttelsesdirektiv.
Men disse overbeskyttede sæler og skarv, udgør nu en så væsentlig trussel mod det kystnære fiskeri, at både erhvervsfiskere og lyst- og fritidsfiskere, nu kræver handling i form af antals-begrænsende foranstaltninger og reguleringer.
Historisk har det ligeså længe mennesker har jaget bytte, været konflikter mellem os og de øvrige rovdyr, der efterstræber samme bytte. Således også i forbindelse med fiskeri, hvor man i historisk tid har efterstræbt konkurrerende pattedyr og fugle, der tager fisk fra kysten, søer og åer. Derfor har dyr som sæl og skarv været jaget og derigennem holdt nede på et lavt niveau. Med EU’s habitatdirektiv og effektive beskyttelse mod jagt, har disse sæler og skarv, relativt hurtigt genopbygget store bestande. Bestande der i dag syntes langt større end nødvendigt.
Derfor opfordres der til, at bestandene af både sæl og skarv bringes tilbage til et niveau, der muliggøre et rentabelt fiskeri for erhvervsfiskerne og et fornuftigt fiskeri for fritids- og lystfiskerne, uden sår- og bidemærker af fiskene, men også fri for parasitter, som i stadigt stigende omfang spredes fra både sæl og skarv. Der bør kunne findes en balance mellem skarv, sæler og økosystemet samt fiskeriet.
En opgave som vores politikere skal løse i fællesskab med fiskeriets organisationer og foreninger samt forskningsinstitutionerne og myndigheder i en skøn forening – og det haster.