Coop og De Samvirkende Købmænd er efter længere tids korrespondance gået med til at mødes med Greenpeace. Miljøorganisationen ønsker, at butikkerne tager ansvar for bæredygtigt fiskeri.
Greenpeace har igennem længere tid forsøgt at få Coop, De Samvirkende Købmænd og Dansk Supermarked til at mødes med organisationen i en drøftelse om at tage ansvar for bæredygtigt fiskeri. Greenpeace kræver, at butikkerne sørger for, at de ikke sælger fisk, der er ulovligt fanget eller hvis bestand er truet. Det gælder fx torsk i den østlige del af Østersøen. Efter Greenpeaces henvendelse til Coop, tog detailvirksomheden, ifølge miljødirektør Mogens Werge, kontakt til leverandørerne for at sikre sig, at fiskene var fanget på lovligt vis, skrev Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi den 29. januar. Dansk Supermarked har ikke accepteret at mødes med Greenpeace, men det har Coop og De Samvirkende Købmænd derimod.
Coop: Vi vil drøfte deres krav
Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, siger til FiskerForum, at de har sagt ja til at mødes med Greenpeace, men der er ikke fastsat et tidspunkt.
”Første del af dialogen var vores svar på et brev fra dem. Så bad de om et møde, og nu har vi sagt ja tak og vil drøfte deres krav,” siger Jens Juul Nielsen.
Udlandets løsninger
Hos De Samvirkende Købmænd siger direktør John Wagner, at DSK efter en række henvendelser fra Greenpeace over længere tid også tog imod en dialog.
”Greenpeace ønskede at informere os om overfiskeri på specielle arter, og først henviste vi Greenpeace til, at det er en politisk kamp, der bør føres i forhold til politiske beslutningstagere. Men de redegjorde for, at detailkæder i andre lande, bl.a. Storbritannien, har indført nogle regler, og vi vil godt høre om, hvordan de tackler udfordringerne i andre lande. Vi har ikke nogen holdning til deres krav, før vi har sat os nærmere ind i dem,” forklarer John Wagner.
I Storbritannien har flere store supermarkedskæder frivilligt tilmeldt sig en mærkningsordning, og svenske detailkæder har fjernet fisk, der tilsyneladende var fanget ulovligt, skrev DR Bornholm den 29. januar.
Af Tina Rasmussen
FiskerForum – 31. januar 2007