Ålekvabben forekommer hyppigt i farvandene omkring Danmark, og her fanges også de største eksemplarer. Trods dette ses den sjældent hos fiskehandleren, selv om det fedtholdige kød er velsmagende. I de baltiske lande er den en -delikatesse, der spises røget eller fersk.
Ålekvabbe – Zoarces viviparus
Færøsk:
Taralonga
Islandsk:
Mjósi
Norsk:
Ålekone
Svensk:
Tanglake, ålkusa
Finsk:
Kivinilkka
Tysk:
Aalmutter
Engelsk:
Eelpout
Fransk:
Blennie vivipare
Latinsk:
Zoarces viviparus
Familie
Udnyttelse
Tilberedning
Udbreddelse
Kendetegn
Ålekvabbens krop er langstrakt og ålelignende. Hovedet er nærmest fladt, og munden er bred med tykke læber. Rygfinnen går i ét med hale- og gatfinnen. Ålekvabben er mindre slimet end ålen. Skelettets grønne farve skyldes farvestoffet vivianit, som også kendes fra hornfisken. Oversiden er gullig med omkring 15 mørke tværbånd over ryggen.
Størrelse
Mindste fangstmål er 23 cm. Ålekvabben bliver sjældent -længere end 30 cm, og hunnerne er de største.
Fangstperiode
I drægtighedsperioden mellem 15. september og 31. januar er ålekvabben fredet.
Levested
Ålekvabben er en stationær fisk. Den holder til på bunden - gerne i brakvand med et saltindhold på ned til 5 promille - blandt alger, ålegræs og tang. Den kan færdes på dybder ned til 40 meter.
Føde
Ålekvabben lever hovedsagelig af orme, snegle, krebsdyr og fiskeyngel.
Kønsmodning
Ålekvabben føder levende unger; mellem 200 og 400 i et kuld. Kønsmodningen indtræder i 2 års alderen, og ungerne fødes mellem december og februar. De er glasklare, men ligner ellers de voksne fisk.
Næringsværdi (pr 100 g)
Not a valid elementor page
