HG 280 ”Tucana”, RI 159 ”Merano” og ND 50 ”Patrick” er alle forlist og ligger netop nu på havets bund.
Den seneste periode har været usædvanlig barsk for den danske fiskerflåde. Ikke mindre end 3 fartøjer er sunket og besætningerne har været i overhængende fare for alvorlige arbejdsulykker.
Den 27. april forliste den 30 m. lange konsumtrawler HG 280 ”Tucana”, ca. 30 sømil vest for Hirtshals. Kutterens 4 mand store besætning blev reddet over i et andet fartøj.
Mandag d.2. Maj gik det ud over RI 159 ”Merano”, som havde fået motorstop under tobis fiskeri, og derfor søgte bugserhjælp. Skibet sank på en position omkring 20 mil vest for Hvide Sande. Kutterens to mands besætning blev samlet op af en kollega.
Lørdag aften omkring kl. 22 kom den 15m lange Rødvig kutter ”Patrick” i problemer, da der trængte vand ind i fartøjet. Det godt 50 år gamle fartøj havde kun en mand ombord. Skibet havde med kollegaen ND 51 ”Pernille”, slæbt dobbelt efter tobis. Da skibet sank, bjærgede makkerskibet fiskeren fra ”Patrick”.
Årsagerne til de tre forlis kendes endnu ikke, men to af de forliste fartøjer benyttes kun lejlighedsvis til industrifiskeri. Søfartsstyrelsen og Fiskeriets Arbejdsmiljøråd arbejder målrettet for at nedbringe antallet af ulykker indenfor denne type fartøjer. Derfor kan man bl.a. på Arbejdsmiljørådets hjemmeside se en række gode råd, den enkelte fisker bør iagttage, inden industrifiskeriet påbegyndes.
Søfartsstyrelsen arbejder desuden på at indføre lastelinjemærker og periodiske syn på mindre fiskeskibe.