3XJ Thyborøn Skibs & Motor A/S

Retningsskifte i beskyttelsen af vandmiljøet

Udgivet af FiskerForum den 09-03-2018 · info@fiskerforum.dk

Retningsskifte i beskyttelsen af vandmiljøet

Retningsskifte i beskyttelsen af vandmiljøet

Vidensgrundlaget bag vandområdeplanerne skal forbedres. Derfor undersøger nyt projekt, hvordan for eksempel fiskeri, invasive arter og mikroplast påvirker tilstanden i vandmiljøet.

Hvordan påvirker fiskeri og mikroplast vandmiljøet? Et nyt projekt, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har sat i gang, skal undersøge, hvordan andre presfaktorer end kvælstof påvirker vandmiljøet. Projektet kan desuden være med til at styrke det faglige grundlag bag vandområdeplanerne.


»Det er enormt vigtigt, at vi baserer vores politiske beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt. Vi ved, at kvælstof påvirker vandmiljøet, men vi har ikke den store viden om, hvordan for eksempel fiskeri, mikroplast eller invasive arter påvirker vandmiljøet. Med projektet her tager vi første skridt mod et retningsskifte og mod en dybere forståelse af, hvad der skal til for at have god økologisk tilstand i Danmarks vandmiljø,« siger Esben Lunde Larsen.


De danske kvælstofmodeller har for nyligt været genstand for en international ekspertevaluering, hvor forskerne i oktober pegede på et behov for at afdække andre såkaldte presfaktorers betydning for vandmiljøet end kvælstof. Det kan for eksempel være fiskeri med bundskrabende redskaber, klapning, råstofindvinding, invasive arter, mikroplast, klimaforandringer og fysiske anlæg som sluser og havneanlæg.


Projektet udføres over det kommende halvandet år af Miljøstyrelsen i samarbejde med DTU Aqua og skal bl.a. munde ud i en vurdering af presfaktorernes betydning for tilstanden i marine områder.


»De internationale eksperter pegede på, at grundlaget generelt set er fagligt velfunderet, men de fandt også huller i vidensgrundlaget for vandområdeplanerne. Det er vi nødt til at rette op på. Jeg håber, at projektet kan give os et stærkt fagligt fundament til det videre arbejde med at sikre en god beskyttelse af vores fjorde og kystvande,« siger Esben Lunde Larsen.


Projektet er en vigtig brik i udviklingen af et styrket fagligt grundlag for de næste vandområdeplaner. Andre større projekter, der sættes i gang, handler om udvikling af bedre modeller baseret på nyeste viden og om fosfors betydning for miljøtilstanden.


Projektet forventes afsluttet medio 2019.



Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet
FiskerForum.dk

Bue Net
As Scan
Hanstholm Elektronik
Karstensens Skibsværft A/S
Scandfish
Lemvig Maskin- & Køleteknik
Tor-Mo Trawl ApS
Quiksling - Water Rescue
Hvide Sande Shipyard, Steel and Service
Dansk Energi Raadgivning