Besøg vores mobil side
 .

Stor risiko for Danske fiskeri-job ryger efter Brexit

Udgivet af FiskerForum den 17-01-2018 · info@fiskerforum.dk

Ny Brexit-rapport trækker sorte skyer henover de danske fiskerihavne og de mange fiskerelaterede jobs her. Brexit kan komme til at koste rigtigt mange danske arbejdspladser og få meget store konsekvenser for en række af havnene.

Rapporten, som regeringen har bestilt hos Aalborg Universitet ved Lektor Søren Qvist Eliasen, regner udfra to scenarier, der som udgangspunkt begge udelukker danske fiskere fra britisk område. I begge beregninger koster det arbejdspladser, som for første scenarie indebærer 270 stillinger i fiskeriet og i det andet scenarie, hvor det forudsættes at fiskekvoterne for især industrifiskene ikke kan hentes og opfyldes ved fiskeri i egne eller andre EU landes farvande, er tallet for mistede arbejdspladser noget højere, nemlig 850 jobs. Desuden opererer begge scenarier med omsætningstab på mellem en halv og en hel milliard kroner.


»Det er mange penge og mange jobs, der således er på spil i de større danske fiskerihavne som, Skagen, Thyborøn, Hirtshals og Hanstholm,« fortæller Søren Qvist Eliasen videre, »Det vil have en voldsom effekt på de her samfund, hvis det sker på en gang. Men det er heldigvis nogle dynamiske lokalsamfund, vi har med at gøre. De er vant til, at fiskeresursen svinger, og derfor er de faktisk ret fleksible.«


Hvilket selvfølgelig er en trøst, dog en ringe en af slagsen, for konsekvenserne for et dansk fiskeri der i dag henter ca. en fjerdedel af sine fisk i engelsk farvand, er fremtidsudsigten desværre temmelig mørk og usikker.


Fronterne er trukket kraftigt og tydeligt op, desto nærmere vi kommer briternes endelige Brexitdato fra EU, som er fredag den 29. marts 2019. Op mod jul udtalte den britiske premierminister Teresa May, at briternes exit fra EU, samtidig betyder et stop for den fælles EU fiskeri-politik og dermed et stop for udenlandske fartøjers fiskeri i britisk farvand. I forlængelse heraf, har den britiske fiskeriminister Michael Give i et interview til BBC udtalt, »Vi vil have kontrollen tilbage, så vi selv kan bestemme betingelserne for at få adgang til vores farvande. Så når vi forlader EU, bliver vi en uafhængig kyst-stat, hvilket betyder, at vi kan udvide kontrollen med vores farvande i op til 200 mil.«


Som frit oversat til et forståeligt fiskesprog betyder, at den britiske regering, her op mod de afsluttende forhandlinger, truer med at udelukke udenlandske fiskere og altså også danske fiskere, fra at fiske i britisk farvand. Et udgangspunkt i forhandlingerne, der i værste fald kan betyde store økonomiske tab for danske fiskere.


Rapporten fra Aalborg Universitet omhandler da også konsekvenserne for ca. 35 større danske fiskefartøjer, der henter ca. en fjerdedel af de samlede danske fangster i dette område idag. Det er overvejende pelagiske fartøjer, der henter fiskearter som makrel, sild men også tobis og sperling i området. En udelukkelse fra britisk farvand, vil for disse fiskefartøjer og de landbaserede fabrikker, blive en kæmpe økonomisk udfordring.



Kilde: DR.dk
FiskerForum.dk


Stor risiko for Danske fiskeri-job ryger efter Brexit - del gerne


© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia