Besøg vores mobil side
 .

Nu produceres der igen lystigt på Sæby Fiskeindustri

Udgivet af FiskerForum den 09-08-2017 · info@fiskerforum.dk

Tidligt tirsdag morgen, genoptog de strejkende medarbejdere på Sæby Fiskeindustri arbejdet igen, efter en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der har varet siden torsdag i sidste uge.

Administrerende direktør Henrik Mikkelsen fortæller til TV2 Nord, at arbejdet blev genoptaget efter firmaets økonomidirektør havde et møde med medarbejderne, hvor de fik mulighed for at stille spørgsmål til konflikten. Herefter besluttede de sig for at genoptage arbejdet.


De 130 strejkende timelønnede medarbejdere i produktionen, blev allerede i fredags pålagt at gå i arbejde af arbejdsretten, da arbejdsnedlæggelsen var blevet dømt overenskomststridig. Om genoptagelsen af arbejdet har resulteret i at stridens kerne, om fremmødebonussen er løst, melder historien ikke noget om. Dog siger direktør Henrik Mikkelsen til TV2 Nord, at parterne igen vil mødes når fællestillidsrepræsentanten er tilbage fra ferie om ca. 2 uger.


Striden opstod under lønforhandlinger mellem de godt 100 timelønnede medarbejdere og Sæby Fiskeindustri, hvor parterne var uenige om en forhøjelse af timelønnen på én krone de næste tre år. Her ønsker medarbejderne timelønnen som en fast del af lønnen, hvorimod ledelsen af Sæby Fiskeindustri vil give den som en såkaldt fremmødebonus. I tilfælde af sygdom, ville medarbejderne helt miste bonussen for den pågældende lønperiode.


Er man bekymret over forsyningen af dåsemakrel, som Sæby Fiskeindustris er største producent af, skal man ikke være bekymret, for strejken gik »kun« ud over 2 produktionsdage og direktøren forventer at alle forhandlere og dermed også deres kunder har deres dåsemakrel inden denne uge er omme.



Kilde: TV2 Nord
FiskerForum.dk


Nu produceres der igen lystigt på Sæby Fiskeindustri - del gerne


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/