Besøg vores mobil side
 .

Kollerup´s fem forslag, der skal slutte bomtrawlernes hærgen i Skagerrak

Udgivet af FiskerForum den 08-11-2017 · info@fiskerforum.dk

Socialdemokratiets Simon Kollerup præsenterede partiets fem forslag til at få de hollandske bomtrawlere endeligt og helt ud af Skagerrak og væk fra Nordeuropas største kystlandingsplads.

Fiskeriordføren fra liste A, lagde da heller ikke fingrene imellem, da han på et møde med Jammerbugtfiskerne, forlangte de hollandske bomtrawlere helt ud af Skagerrak. For at sætte en stopper for den seneste tids overgreb på lokale kystfiskere, mødte Simon Kollerup (A) op med fem konkrete forslag til hvorledes dette kunne sættes i værk:



  1. Landingspligt før farvandsskift: Alle fangster af rødspætter i Skagerrak skal landes, inden fiskeriet kan skiftes til et andet farvand.

  2. Skærpet kontrol med bomtrawl-landinger: Fiskerikontrollen skal med stikprøvekontroller i tilfældige kasser kontrollere bomtrawlernes fangster, når de losses, og inden de sendes af sted. Desuden skal Fiskerikontrollen holde øje med sammenhængen mellem de hollandske bomtrawleres antal dage i Skagerrak og de registrerede fangster.

  3. Meldepligt før farvandsskift: Fire timer før farvandsskift skal fartøjer melde ind med deres fangstmængder, når de sejler ind og ud af Skagerrak. De samme regler gælder for eksempel, når man sejler ind og ud af norsk zone.

  4. Forbud mod bomtrawl i Skagerrak: Forslagene skal på sigt lede frem til et generelt forbud mod bomtrawl-fiskeri i Skagerak.

  5. Brug kvote-byt: For helt at undgå hollandske fiskere i Skagerrak, skal regeringen undersøge muligheden for at bytte kvoter, så danske fiskere overtager de få kvoter, Holland har i Skagerrak.


Kollegaen fra Dansk Folkeparti Ib Poulsen, var også med til mødet og bakkede fuldt ud op om Folketingskollegaen´s forslag og sagde videre til TVMidtVest, »Jeg synes, det er rigtig gode forslag. Det, jeg koncentrerer mig om nu, er på kort sigt at få noget gjort ved de bomtrawlere, som hærger herude. Jeg sammenligner dem med banderne på Nørrebro, hvor de hærger, og der har regeringen jo sat massivt ind med kontrol for at få styr på det. Jeg mener, at ministeren og regeringen også her bør øge kontrollen og få nogle ressourcer til Skagerrak.«


Forslagene udarbejdet i en meget snæver kreds- for at styrke særinteresser


Det er forståligt man ønsker at ramme »The bad Guys« fra nogle få hollandske bomtrawlere, men man skal selvfølgelig passe på med at generalisere, så reglerne ikke pludseligt uhensigtmæssigt rammer danske fiskere.


Forslagene herover, har ikke den nødvendige dybde og tyngde, som et godt gennemarbejdet forslag, normalt bærer præg af. Dette forslag burde måske ikke kun have være forelagt Thorupstrand-fiskerne, der sammen i den meget lukkede og indsnævrede kreds omkring Simon Kollerup (A) og Ib Poulsen (DF), ikke har den fornødne objektivitet. Forslaget burde istedet have fået en kommentar med fra en endnu bredere interessekreds der dækker størstedelen af det danske fiskeri, nemlig DFPO.



Kilde: TVMidtVest
FiskerForum.dk


Kollerup´s fem forslag, der skal slutte bomtrawlernes hærgen i Skagerrak - del gerne


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/