Besøg vores mobil side
 .

Hanstholm Havn vil være Europas førende havn for konsumfisk

Udgivet af FiskerForum den 16-11-2017 · info@fiskerforum.dk

Målet er sat og den berømte spade kunne ikke hurtigt nok komme i jorden, ovenpå den gode nyhed i sidste uge om havneudvidelsen til en halv milliard kroner.

Den nordjyske Havn i Hanstholm skriver selv i en pressemeddelese, efter det første spadestik, at Havnen har været inde i en meget positiv udvikling de seneste år med tocifrede vækstrater. Hvilket har betydet, at kapaciteten for store dele af havnen er opbrugt, og derfor er der stort behov for en udvidelse af havnen.


Ved et borgermøde tirsdag eftermiddag i sidste uge blev nyheden om valget af entreprenør meldt ud og i det nordjyske, hvor der ikke er langt fra ord til handling, blev spaden allerede sat i jorden den følgende dag, med deltagelse af bl.a. miljøminister Esben Lunde Larsen og Borgmester i Thisted Kommune Lene Kjeldgaard Jensen.


Ceremonien fandt sted i området ved Sildegade øst for den eksisterende havn, hvor de nye baglandsarealer skal etableres.


Det var da også en både glad og stolt bestyrelsesformand i Hanstholm Havn, der bød velkommen: »Særligt for vi, der har været en del af forarbejdet til havneudvidelsen, er det meget stort at være vidne til det første spadestik i dag. Det er en dag, som ikke blot vi, der arbejder på og omkring havnen, men i høj grad også borgerne i Hanstholm og i hele Thy såvel som både fiskerierhvervet og det udvidede erhvervsliv har set frem til. Det har krævet sit at nå hertil, men det har været en fornøjelse at opleve den opbakning, havnen har fra det lokale erhvervsliv og fra byens borgere. Den opbakning har bestemt været en bidragende faktor til Hanstholm Havns position og til, at vi kan stå her i dag og tage første spadestik til den nye og forbedrede Hanstholm Havn,« sagde Martin Vestergaard.


Når den nye Hanstholm Havn står færdig i 2020, vil den bl.a. omfatte en ny ydermole mod vest, der skal beskytte indsejlingen og give en mere rolig indsejling, en ny mole, der giver adgang til et nyt havneareal nordøst for den eksisterende havn og 130.000 kvadratmeter nye baglandsarealer. Derudover bliver der etableret en 30.000 kvadratmeter stor arbejdshavn, der efterfølgende også omdannes til baglandsareal.


Endelig er der budgetteret med en øget vanddybde på 11 meter i indsejlingen og 10 meter i havnebassinet samt mulighed for yderligere en meters dybde i havnebassinet. Det har været særligt efterspurgt hos havnens virksomheder, kunder og samarbejdspartnere, da den ekstra dybde giver adgang til havnen for større fartøjer. Derfor har dybden været prioriteret i planlægnings- og udbudsfasen.



Kilde: Hanstholm Havn
>FiskerForum.dk


Hanstholm Havn vil være Europas førende havn for konsumfisk - del gerne


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/