Besøg vores mobil side
 .

Fiskeriaftalen sikre loft over kvotekoncentration

Udgivet af FiskerForum den 17-11-2017 · info@fiskerforum.dk

Regeringen skriver i en pressemeddelelse, at man har indgået en bred politisk aftale med alle Folketingets partier om indsatsen mod kvotekoncentration i dansk fiskeri.

Aftalen skal gennem strammere regler og større gennemsigtighed i fiskerierhvervet hindre, at dansk fiskeri samles på få hænder. Hidtil har alene det formelle ejerskab af en kvote talt med i en fiskers kvoteregnskab. Det bliver nu lavet om, så også den bestemmende indflydelse, fiskere udøver gennem pengestrømme til andre fiskere, tæller med i kvoteregnskabet. Samtidig strammer aftalepartierne reglerne for, hvem der kan blive erhvervsfiskere. For at opnå den såkaldte A-status skal en fisker som udgangspunkt have tjent hovedandelen af sin indkomst på havet. Endelig opsiges dispensationer givet til såvel personer som fartøjer, og der iværksættes tiltag til en større spredning af kvoteejerskabet.


Fiskeriminister Karen Ellemann udtaler: »Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har indgået en bred og omfattende aftale, der skal sikre at kvoterne ikke koncentreres på få hænder. Vi får et fiskeri, hvor der både er plads til de store og de små og dem midt imellem, og vi sikrer, at dansk fiskeri fortsat kan være rentabelt. Jeg vil gerne kvittere for det gode samarbejde, der har været med alle Folketingets partier. Vi har haft et fælles ønske om at løse problemerne.«


Ny model for kvoteejerskab


Med aftalen indføres en ny model for opgørelse af kvoteejerskab, så det ikke længere vil være muligt via investeringer eller kreative konstruktioner, at eje eller disponere over kvoter ud over det gældende loft. Der etableres en oplysningspligt for alle kvoteejere, der har økonomiske engagementer i virksomheder eller hos personer, der ligeledes ejer kvoter, så dette tæller med i det samlede kvoteregnskab. Der indføres tillige koncentrationslofter for arter, der endnu ikke har lofter, ligesom der indføres kvotekoncentrationslofter for selskaber.


Fiskeriminister Karen Ellemann udtaler: »Fremover bliver det helt klart, at et loft er et loft. Vi strammer reglerne, så vi får gjort op med de kreative krumspring og smuthuller, der har gjort det muligt at omgå koncentrationslofterne. Vi får med denne aftale et langt mere fyldestgørende indblik i, hvem der ejer eller reelt set disponerer over hvilke kvoter, så det kan tælle i det samlede loft. Endelig lægger vi yderligere begrænsninger på, hvor meget man kan eje, og så tager vi initiativ til at sprede kvoteejerskabet yderligere«


Styrket kontrol og skærpede sanktioner


Parterne er enige om at styrke kontrollen af kvoteejerskab ved at etablere et rejsehold hos Fiskerikontrollen bestående af specialister, der skal føre kontrol med at reglerne bliver overholdt. Kontrolteamet får til opgave at kontrollere pengestrømmene og ejerskabet af kvoterne, samt reglerne for hvem der må eje kvoter. Med aftalen indføres desuden skrappere sanktioner for overtrædelse af kvotekoncentrations-lofterne.


»Erfaringen viser desværre, at et regelsæt desværre ikke


altid bliver overholdt. Derfor styrker vi nu kontrollen med kvoteejerskabet markant. Nu får vi et hold af specialister, der systematisk vil holde øje med kvotehandler og kvoteejerskab. Og endelig og bestemt ikke uvæsentligt, så får vi muligheden for at sanktionere, så det kan mærkes. Vi vil gerne sende et klart og tydeligt signal om, at hvis man snyder, så finder vi ud af det. Og så vil der blive sanktioneret. Det er vores helt klare forventning at erhvervet allerede nu vil rette ind i lyset det meget klare signal fra et samlet Folketing«, siger Karen Ellemann.


Arbejdet med at implementere aftalen påbegyndes med de samme. De enkelte elementer af aftalen implementeres løbende i 2018 i såvel lovgivning som bekendtgørelser. Den nye model for kvoteejerskab samt kontrol sanktioner forventes fuldt implementeret 1. januar 2019.



Kilde: Ministeriet for Fiskeri
FiskerForum.dk


Fiskeriaftalen sikre loft over kvotekoncentration - del gerne


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/