Besøg vores mobil side
 .

Forum: Ordet er frit ..

Her er ordet frit, kom med din mening.

Emne:Artikel fra Nordjyske Medier 17/3-07
Navn:En MAF
Dato:18-03-2007  11:40


Da det stadig ser ud til, at det kun er Ministerens Skriverier der kan vises på fiskerforum, vil jeg lige vise denne :-)

Fiskere fik ikke svar i samråd
KYSTFISKERE: - Vi ønsker ikke FKA, siger kystfiskernes formand
Af Hans J. Callesen hans.joergen.callesen@nordjyske.dk

FREDERIKSHAVN: Formanden for Nordjysk Kystfiskerforening, Per Hansen, Frederikshavn, er ikke imponeret over det endelige resultat, af et åbent samråd med fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V), han deltog i onsdag.

- Vi kunne stadig, kan man vel sige, ikke få svar på de spørgsmål, vi har omkring Fiskeridirektoratets møde at beregne de mindre fartøjers andel af den samlede kvote på. Ministeren henholdt sig, som også direktoratet gør, til, at der er foretaget en regulering på baggrund af de mindre fartøjers fiskeri i 2003, 2004 og 2005 - de såkaldte referenceår - men heller ikke ministeren kunne, eller ville, fremlægge fangsttallene for årene.

- Vi må fortsat blot stole på, at den beskæring af kvoten på 220 ton, fiskeridirektoratet har foretaget, virkelig er baseret på fangsttallene i referenceårene. Og det gør vi så, selv om det ærlig talt undrer os meget, at man ikke kan genskabe det regnestykke, man én gang tidligere har brugt, siger Per Hansen.

Ønsker ikke FKA

Det mest konkrete, der kom ud af samrådet, var, at fødevareministeren efterfølgende oplyste, at han vil drøfte indførelse af en FKA-ordning, (FKA står for fartøjs kvote andel. red.) for de små både med forligspartierne.

- Vi ønsker ikke en FKA-ordning for de små både, siger Per Hansen.

- Det vil ganske vist øge værdien af de små både, hvis de får "ejerskab" over en bestemt kvote, men de små fiskere ønsker ikke at sælge deres skibe. De vil bare gerne have lov til at fiske, sådan som de altid har gjort det.

For de unge

- MAF-bådene skal være de unges mulighed for at afprøve fiskeriet. Det skal være her, de har en chance for at finde ud af, om de skal være fiskere, og så dur det ikke, at bådene bliver så dyre, på grund af FKA'er, at de unge ikke har mulighed for at købe en lille båd, siger Per Hansen.

- Det, vi ønsker, er en ophugningsordning for de små både, og det har ministeren faktisk stået på Folketingets talerstol og sagt, der vil komme. Men vi har ikke set noget til den, og der var heller ikke i det åbne samråd noget, som tyder på, at den kommer, siger Per Hansen.

Spørgsmål

I det åbne samråd deltog de fiskeripolitiske ordførere for en række partier og Bjarne Laustsen, som nu er forhenværende fiskeripolitisk ordfører for Socialdemokraterne, og Per Hansen venter, at samrådet følges op af en række spørgsmål til ministeren.

- Der var i hvert fald en række vigtige spørgsmål, ministeren ikke svarede på under samrådet.

Der blev under samrådet blandt andet spurgt til, hvorfor der i år er indført rationere efter bådenes længe i rødspættefiskeriet i Skagerrak og Kattegat. Det begrundede ministeren med, at der altid har været rationeret efter bådenes længde, og det ved jeg er direkte er forkert, siger Per Hansen.

- Vi spurgte også til, hvorfor fiskerne i FKA-segmentet må fiske på puljen af uopfiskede rødspætter, mens en erhvervsfisker i MAF-segmentet ikke må. Det forklarede ministeren med, at man ikke vil have udsmid af fisk fra erhvervsfiskerne, så der skal være mulighed for at fiske lidt ekstra.

- Men man har åbenbart ikke noget imod, at erhvervsfiskeren i MAF-segmentet kan blive nødt til at smide fangede fisk tilbage i havet. Det forstår vi ganske enkelt ikke, siger Per Hansen. - Urimeligheden stå endnu klare når der i de sidste mange år har været en uopfisket mængde af rødspætter i Danmark på cirka 3000 ton, siger han.


Besvar


Svar:

© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.com • info@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/